Hvorfor jeg er så vild med Astanga Yoga

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg i Astanga yogaen har fundet lige præcis den yogaform der de fleste dage passer mig bedst.

Da jeg stødte på Astangaen første gang havde jeg i mange år haft en regelmæssig yogapraksis, en Hatha yogapraksis, men det var som om, at jeg i min praksis savnede et eller andet. Jeg vidste, at yoga i mit liv var kommet for at blive, men jeg manglede bare noget. Jeg havde længe været nysgerrig på, hvad Astanga Yoga var, men altid blevet fortalt, at det var det der hårde noget.

Og her må jeg en gang for alle slå fast, at Astanga yoga ikke behøver at være en hård yogaform, hvis du tilpasser den din krop og dine behov! Personligt er jeg rigtig ked af, at det er det billede mange mennesker har, for jeg oplever det helt modsat. Jeg tror, at det der kan være hårdt for mange nok snarere er de forestillinger, hver især har omkring, hvordan stillingerne skal udføres og at nogle måske nogle gange kan have ganske urealistiske forventninger til, hvilke stillinger de tror, at de skal udføre. Det er bestemt ikke alle stillinger i serien der er egnede for os alle og det skal man respektere! Heldigvis findes der modificeringer til udførelsen af stillingerne eller også kan man vælge, at arbejde med helt andre stillinger, hvis det er mere hensigtsmæssigt. Ved hele tiden at tilpasse Astangaen egne behov, opnår man en yogapraksis der udvikler og hjælper. Og så må jeg lige slå fast, at der er ikke noget quick fix indenfor Astanga yogaen. At mestre de fleste stillinger optimalt, kræver års arbejde (nyd det, det er fedt!) og masser af timers praksis, som man skal være dedikeret til.

Efter længe at have været nysgerrig på, hvad Astangaen var for noget, meldte jeg mig til et intro kursus. Og jeg må sige, jeg var solgt på stedet. Allerede første gang fik jeg fornemmelsen af det flow, som er så karakteristisk for Astangaen. Og herefter er min Astanga rejse fortsat. Da jeg ville igang med min første yogalæreruddannelse var det naturligt for mig, at vælge at tage den et sted, hvor det var Astangaen der var i fokus.

Hvad er det så helt præcis ved Astangaen der betager mig så meget? Jeg er vild med det meditative flow og den enorme koncentration, jeg efterhånden har fået opbygget gennem års praksis. Fordi jeg efterhånden kender Astanga serien så godt, kan jeg meget nemt tune mig ind på, hvad min krop fortæller mig. Jeg elsker når en stilling, jeg har arbejdet på længe lige pludselig sidder i skabet. Jeg finder den styrke og smidighed Astangaen giver min krop fantastisk. Og så er jeg helt vild med den magi der opstår, når flere udfører deres Astanga praksis sammen og med lyden af ujaii fra mange. I min undervisning og hos mine undervisere er teknikken bag stillingen det centrale og jeg kan godt lide at være lidt teknisk nørdet omkring udførelsen af de enkelte stillinger. Det er vigtigt for mig, at teknikken er korrekt, så både jeg og mine elever opnår en sikker praksis, der kan skabe glæde i rigtig mange år. Centralt for mig er også den ro, jeg opnår i mit sind ved min Astanga praksis. Jeg kan tydeligt mærke, hvis jeg i perioder har mindre tid til min praksis. Jeg er ganske enkelt roligere, gladere og har rigtig meget mere overskud, når min yogapraksis er regelmæssig.

Er du også nysgerrig på Astanga yoga, eller vil du udvikle din nuværende praksis, så kom med på rejsen! Jeg håber, at vi ses enten på et af Yogaoasens Astanga hold eller måske til vores fællestræning?